BESKRIVELSE
Hacienda Monasterio er så afgjort en af områdets bedste vine. Høstudbyttet er uhyggeligt lavt (ca. det halve af Bordeaux 1. cru’er). Hacienda Monasterio består normalt af 80% Tempranillo, 15% Cabernet Sauvignon og 5% Merlot, men kan variere afhængig af årgangens beskaffenhed. Vinen lagres op til 24 måneder på små barriques hvoraf 33% er nye.
Der produceres årligt ca. 14.000 kasser på Monasterio, svarende til ca. 21 hl/ha. Der stilles meget store kvalitetskrav på Hacienda Monasterio, og det er almindelig praksis, at der udvælges kritisk ved den endelige blanding. Udbyttet før selektion ligger normalt på 26 hl/ha. Efter endt gæring forbliver en ikke ubetydelig del af vinen tilbage i presseresterne, hvoraf kun 5% anvendes i den færdige vin. Således er andelen af den vin, der løber fra gæringskarret af sig selv, helt oppe på 95%.
Når udbyttet er så ekstremt lavt, er det, fordi jordbundens vandforsyning og næringsrighed er meget begrænset. Der udplantes derfor med stor afstand mellem vinstokkene. Selvom nye opbindings-systemer er under overvejelse, og visse steder i brug, dyrkes Tempranillo overvejende i den traditionelle buskform – et system, der giver lavt udbytte pr. vinstok og dermed også pr. ha.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev her:
DH Wines nyhedsbrev